Racen

 
Racens standard
FCI Standard nr. 61
Sankt Bernhardshund – oprindelsesland:
Schweiz.
Anvendelse: Selskabshund, vagt- og gårdhund.
Klassifikation: CI Gruppe 2 (Pinchere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde)
Sektion 2.2 (Molosser af typen Bjerghund.)
Uden brugsprøve.
Historie: Ved bjergpasset Store St. Bernhard, i en højde af 2469 m over havet, har munke i det 11. århundrede grundlagt et hospitz som tilflugtsted for rejsende og pilgrimme. Siden midten af det 17. århundrede holdt man der store bjerghunde til beskyttelse og vagt. Tilstedeværelsen af sådanne hunde er dokumenteret ved billeder siden 1695 og i en sagsakt fra hospitzet i 1707. Hundene fandt snart anvendelse som ledsagerhunde og især som redningshunde for rejsende, der var gået vild i sne og tåge. Fortællinger, udgivet på mange sprog, om de talrige menneskeliv, som af disse hunde var reddet fra "den hvide død", og mundtlige beretninger fra soldater, som i år 1800 drog med Napoleon over passet, har udbredt Bernhardinerens berømmelse over hele Europa. Racen kaldtes dengang "Barryhund", og den legendariske Barry blev forbilledet på en redningshund. De direkte forfædre til Sankt bernhardshunden var de store bondehunde, der var meget udbredt på egnen, og som i løbet af få generationer, efter en fastlagt idealtype, blev fremavlet til vore dages race.
Heinrich Schumacher fra Holligen ved Bern begyndte som den første i 1867 at udstede afstamningsbevis for sine hunde. I februar 1884 etableres "Schweiziske Hundestambog" (SHSB); den allerførst indskrevne var Bernhardineren LEON og de følgende 28 var ligeledes Bernhardinere. Den 15. marts 1884 blev den Schweiziske St. Bernhardklub grundlagt i Basel. I tilslutning til en international kynolog-kongres den 2. juni 1887 blev St. Bernhardshunden officielt anerkendt som en Schweizisk hunderace, og racestandarden blev erklæret for gældende. Siden da regnes Bernhardineren for Schweiz’s nationalhund.

Helhedsindtryk: Der findes 2 varianter af St. Bernhardshunden: Korthåret (Stockhaar) og Langhåret. Begge varianter er af betydelig størrelse og har en harmonisk kraftig, stram og muskuløs krop, et imponerende hoved og et opmærksomt udtryk.
Adfærd og karakter: Venligt væsen, roligt til livligt temperament, vagtsom.
Vigtige proportioner: Det ideelle forhold mellem skulderhøjde og kropslængde (målt fra skulderled til sædeben) er som 5 til 6. De ideelle forhold mellem skulderhøjde og brystben ses af skitsen.

 


Hoved: Generelt: Kraftigt og imponerende.
Skalle: Kraftig og bred, set forfra og fra siden let hvælvet. Mod siderne går den i en blød runding over i det kraftigt udviklede, høje kindparti, men mod næsepartiet falder den brat. Nakkeknuden er kun moderat udviklet; de øverste øjenbrynsbuer er kraftigt udviklede. Pandefuren, der begynder ved stoppet, fortsætter midt op over skallen og fortoner sig jævnt mod nakkeknuden. Pandehuden over øjnene danner rynker, der ligger tættere sammen mod pandefuren. Når hunden er opildnet, ses de mere tydeligt, og når den er i affekt, danner ørenes basis, sammen med skallen en lige linie.
Stop: Markant udpræget.
Næseparti: Kort ensartet bredt. Næseryggen lige, med en let længdefure. Længden af næsepartiet er mindre end dybden, målt foran stoppet.
Næse: Bredt og kantet, med godt åbne næsebor. Næsen er sort.
Læber: Læberandene er sorte. Overlæben er veludviklet og hænger ned over underlæben. Den danner en stor bue frem mod næsen uden at skjule mundvigen.
Bid: Kraftigt, regelmæssigt og fuldstændigt saksebid eller tangbid. Omvendt saksebid er tilladt. Mangel på P1 tolereres.
Øjne: Middelstore, mørke- til nøddebrune, moderat dybtliggende, med et venligt udtryk og så vidt muligt sluttede øjenrande. En lille fold (knæk) i øverste øjenrand og en lille fold i nederste øjenrand med lidt synlig bindehud er tilladt.
Ører: Middelstore, højt og bredt ansat. Ørebrusken er kraftigt udviklet. Ørelapperne er smidige, trekantede med afrundet spids. Den bagerste kant er let udstående, mens den forreste ligger ind mod kinden.
Hals: Kraftig, løs hud under strube og hals moderat udviklet.
Krop: Generelt: Helhedsbilledet er imponerende og harmonisk.
Overlinie: Manken godt markeret. Fra manke til lænd er overlinien lige. Krydset er blødt faldende og går jævnt over i haleroden.
Ryg: Bred, kraftig og fast.
Bryst: Brystkassen moderat dyb med godt hvælvede ribben. Ikke dybere end til albuerne.
Underlinie: Let optrukken bagud.
Hale: Ansatsen er bred og kraftig. Halen lang og tung, og den yderste halehvirvel når mindst til haseleddet. I ro bæres halen lige nedhængende eller med den yderste trediedel let opadbuet. Når hunden er opildnet, bæres halen højere.
Forpart: Generelt: Nærmest bred i forstillingen, set forfra med lige og parallelle forben.
Skulderblad: Skråtstillet, muskuløst og godt tilliggende.
Overarm: Af samme længde eller kun lidt kortere end skulderbladet. Vinklen mellem skulderblad og overarm ikke for stump (åben).
Albuer: Tilliggende.
Underarm: Lige, med god knoglekraft og tør muskulatur.
Mellemhånd: Set forfra lodret stillet, set fra siden let vinklet.
Forpoter: Brede, sluttede, med kraftige, stærkt hvælvede tæer.
Bagpart: Generelt: Bagparten moderat vinklet og muskuløs. Set bagfra er bagbenene parallelle og ikke tætstillede.
Overlår: Kraftige og muskuløse, med brede køller.
Knæ: Velvinklede, hverken ud- eller indaddrejede.
Underlår: Skråtstillede, temmelig lange.
Haseled: Let vinklet og fast.
Mellemfod: Set bagfra lige og paralelt stillede.
Bagpoter: Brede, sluttede, med kraftige og stærkt hvælvede tæer. Ulvekløer tolereres, såfremt de ikke generer bevægelsen.
Bevægelser: Harmonisk, langtrækkende bevægelse med et godt fraskub fra bagparten. For- og bagpoter føres fremefter i en lige linie.
Pels:
Hårlag:
Korthåret (Stockhaar): Dækpelsen tæt glatt, tilliggende og grov, med rigelig underuld. Køllerne bærer lette "bukser", og halen er tæt behåret.
Langhåret: Middellange, lige dækhår med rigelig underuld. Over hofter og kryds er pelsen for det meste noget bølget. Kraftige "bukser" på køllerne og faner på forbenene. Ansigtsparti og ører er korthårede. Halen er busket.
Farve: Hvid grundfarve med mindre eller større, rødbrune pletter (Plattenhunde) til gennemgående, rødbrun sadel (Mantelhunde). Brudt sadel (hvor den hvide farve bryder igennem) er også korrekt. Brindlet rødbrun farve er tilladt, og gulbrunt tolereres. Mørke kanter på hovedets aftegning er ønskelig. Et anstrøg af sort på kroppen tolereres.
Aftegning: Bryst, poter, halespids, næsebånd, blis og nakkeplet skal være hvide. Ønskelig er: Hvid krave og symmetrisk mørk maske.
Størrelse: Mindste højde for hanner 70 cm, for tæver 65 cm. Største højde for hanner 90 cm, for tæver 80 cm. Bedømmelsen reduceres ikke for hunde, der overskrider maksimalhøjden, såfremt de udviser et harmonisk helhedsindtryk og en korrekt bevægelse.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang, ligesom der skal tages hensyn til, hvorvidt væsentlige forhold påvirkes uheldigt.

Diskvalificerende fejl:

Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Standarden udgivet af FCI 19. juli 1993. Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komite december 1993