Du er her: Hjem > Racen > Historien om Barry

Historien om Barry


Den Sankt Bernhardshund der mere end nogen anden har fæstet sig i menigmands bevidsthed er uden sidestykke "Barry" - også kaldet gamle Barry. Barry var født i 1799 eller 1800 og han døde i 1814.
Talrige historier fortæller om hans heltegerninger og han angives at have reddet over 40 menneskers liv gennem sin tid.
Men vi må ikke glemme, at han blot var én blandt mange redningshunde gennem tiderne. De andre kender vi ikke ved navn, men de har lige så vel som han, udført det samme hårde arbejde under de samme vanskelige vilkår.
Man ser ofte Barry nævnt i artikler rundt omkring i verden - og på hundekirkegården i Paris er rejst en stor mindesten til hans ære.

 

Legenden om barneredningen

En af de berømteste redningsaktioner som er beskrevet, har også Barry som hovedperson. Legenden om barneredningen beretter, at man i 1806 havde en særlig streng vinter, som end ikke den ældste munk havde oplevet tilsvarende. Sneen lå næsten op til klosterets tag.

I Lausanne var en italiensk bygningsarbejder død om vinteren og havde efterladt sin kone Anna Maria samt deres 2-årige søn pengeløse tilbage i et land, hvor de som fremmedarbejdere og på en ugunstig årstid ikke havde store chancer.

I begyndelsen af marts besluttede Anna Maria Vicenti sig for at vende hjem til Norditalien, men da hun nåede til Martigny var hun meget udmattet. Folks advarsler mod at forsøge at krydse bjergene, fik hende til at søge arbejde i Bourg-Saint-Pierre. Dette vidste sig dog umuligt og den 20. marts begav hun sig trods advarslerne op mod passet, da hun ikke havde noget alternativ.

På klosteret gik Pater Luigi med munke og hunde den rutinemæssige runde, da hundene pludselig nægtede at gå frem ad bjergstien. Kort efter hørte man lyden af glidende sne fra området ved "Becs Noir". Sekunder efter var alt et tordnende virvar af lavinesne foran dem, og kun hundenes reaktion havde reddet dem alle. Da de fortumlede ville samle sig for at gå hjem, stak Barry imidlertid af fra flokken og kastede sig ufortøvent ind i snemasserne som var skredet ned over stien. Alle undrede sig og var urolige for hans sikkerhed, men det var umuligt at bevæge sig ind i snemasserne for at undsætte ham, så de måtte gå tilbage uden ham.

I klosteret diskuterede man hundens reaktion og fandt den uforståelig. Den mest rimelige forklaring på Barry's opførsel ville være, at der havde været et menneske forude på stien, men intet menneske ville da vove sig herop på denne upålidelige årstid. For at dæmpe uroen genoptog fire munke med hunde eftersøgningen og da den var resultatsløs, gik de til Bourg-Saint-Pierre for at undesøge om nogen mod al forventning skulle have begivet sig op i passet den dag. Her hørte de nu om Anna Maria Vicenti og hastede tilbage til passet. Barry's reaktion blev nu forståelig, men de stod overfor en håbløs opgave. Kvinden og hendes lille barn havde været i mere end ti timer ude i sneen og kulden. Hvad havde Barry kunne gøre for dem, såfremt han havde fundet dem?

Heller ikke i klosteret havde man kunne finde ro og klokken 23 fangede noget priorens bevidsthed. Uden at kunne definere hvad han havde opfattet, ilede prioren til klosterets hoveddør. Da en sky af sne havde lagt sig og han kunne orientere sig, fik han øje på Barry, som stod i læ ved klosterets væg. Barry peb, men rørte sig ikke. Prioren opdagede en tøjbylt, som var bundet fast til det seletøj som klosterhundene havde på. Da han fik løst bylten op, fandt han sig selv stående med et livløst barn. Han ilede indenfor og energisk førstehjælp bragte efter nogle nervepirrende minutter atter barnet til live.

Da afsøgningsholdet kom hjem fra Bourg-Saint-Pierre kunne man stykke en forklaring sammen om hvad der var sket ude i lavineområdet. Kvinden havde ikke været istand til at følge Barry og havde derfor bundet barnet fast til ham - i håb om at hunden ville kunne redde det. Et nyt afsøgningshold blev sendt ud til lavineområdet, igen ledsaget af den trætte Barry. Efter megen møje fandt man Anna Maria Vicenti få hundrede meter længere fremme ad stien - død af kulde. Hende nåede man ikke at redde, men Barry's egenrådige opførsel og kvinden tiltro til den store, fremmede hund reddede barnet.

Barry's sidste år
Barry's karriere som redningshund fik en sørgelig afslutning. Han blev næsten stukket ihjel af en ung mand. Ifølge overleveringerne var det en lokal bonde, der flygtede fra Napoleons soldaterhververe. Han troede sig, i sin nød under en lavine, angrebet af en ulv eller bjørn.

Barry havde imidlertid da haft en glorværdig karriere. Han var da 12 år og tilbragte de sidste 2 år af sit liv i Bern, hvortil munkene bragte ham, da de ikke så sig istand til at pleje hans sår forsvarligt i klosteret. Han blev betragtet som en konge blandt hundene i Bern, men faldt tilsyneladene aldrig til - hvem vil fortænke ham i det? Da han døde besluttede man at give ham et værdigt minde. Han blev udstoppet og opstillet på Det Naturhistoriske Museum i Bern, hvor han siden har været beundret af publikum.

« forrige  |   top  |   næste »

Powered by CMSimple | Template by CMSimple | Login